23/05/2024
Populær elbil er Årets Brugtbil 2024 🚗🏆🍾🥂
Skoda Enyaq er en af de mest populære brugtbiler i øjeblikket, og nu er den kåret som Årets Brugtbil 2024
Danskerne køber i øjeblikket rekordmange brugte elbiler, og en af de mest populære er netop kåret som Årets Brugtbil 2024. Det er Skoda Enyaq, som på alle punkter viste sig at være suveræn i kåringen. I den indledende runde fik Enyaq flest nomineringer, og i finalerunden havde såvel jury som brugerafstemningen på Facebook Skoda Enyaq som vinder foran de øvrige finalister - Cupra Born, Skoda Octavia, VW ID.4 og Ford Kuga.
Det er 19. gang, at Årets Brugtbil kåres. Bag kåringen står en jury sammensat af motorjournalister og brugtbileksperter fra FDM, forhandlerorganisationen DBFU - Dansk Bilforhandler Union og Applus+ Bilsyn. Formålet med Årets Brugtbil er at sætte fokus på de vigtige elementer i et godt brugtbilkøb, og derfor kigger juryen på totaløkonomi, soliditet og værdi for pengene i de enkelte biler. Der sælges hvert år cirka 430.000 brugte biler i Danmark, og kåringen er et vigtigt pejlemærke for brugtbilskøberne.
Juryen bag Årets Brugtbil består af 18 medlemmer, og ni af dem havde Enyaq på førstepladsen i afstemningen, ligesom brugervurderingen på Bilbasen efterlader et yderst positivt indtryk med en vurdering på 4,8 ud af fem, hvilket er blandt de højeste vurderinger, en bil nogensinde har opnået.
"Skoda Enyaq er for mig den mest veludførte SUV fra Volkswagen-gruppen. Den har god indretning og god ladehastighed, og rækkevidden er tilstrækkelig for de fleste. Derudover virker bilens assistentsystemer godt, og mulighed for adaptive LED-forlygter, som fungerer glimrende. Biler bygget på MEB-platformen er udstyret med tromlebremser på bagakslen, som gør at rust på bagbremserne undgås. Højvoltsbatterierne er konstrueret, så det også muligt at reparere batteripakkerne på modulniveau. Dette gør det billigere at reparere batterierne, og ikke mindst gør det reparationerne mere klimavenlige," siger Yasser Abaiji, jurymedlem og teknisk konsulent hos FDM.
Skoda Enyaq, som blev lanceret i Danmark i 2021, findes som klassisk SUV og som Enyaq Coupé med skrånende bagende. Jurymedlemmerne fremhæver et varieret modeludbud og den tjekkiske elbils samlede høje niveau som grunde til, at den er kåret til Årets Brugtbil 2024.
"Jeg har testet alle motorvarianter af Enyaq i hverdagskørsel og på langture på tværs af landet i al slags vejr siden 2021. Den har et klassisk og tidløst SUV-design, traditionelle greb og knapper, tre Isofix-beslag, stort bagagerum og solid teknik. Rækkeviddemåleren holder, hvad den lover, og jeg er ikke tvivl om, at det er et af de bedste brugtkøb lige nu uanset batteristørrelse. Det er dog en rigtig god idé, at tjekke, om den brugte Enyaq har adaptiv fartpilot - i starten var det ikke standard," siger Steen Bachmann, journalist og jurymedlem fra Bilmagasinet
DBFU - Dansk Bilforhandler Union ønsker Skoda Danmark tillykke med kåringen af Skoda Enyaq som Årets Brugtbil 2024 🚗🏆