25/12/2025
🎄 Glædelig jul og godt nytår fra Tvergaard Biler 🎄
Vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle vores kunder, samarbejdspartnere og venner af huset en rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår – tak for den store opbakning i året, der er gået.
Samtidig har vi en nyhed, som vi gerne vil dele:
Efter 33 år som fuldtidsansat i Tvergaard Biler, hvoraf de sidste 23 år har været som ejer, giver Morten Tvergaard nu stafetten videre. Fremover er det Sven Marquar, der overtager ejerskabet og det overordnede ansvar i Tvergaard Biler.
Sven blev ansat for 2 år siden og kom dengang fra en stilling som salgschef hos Seehusen Biler Renault/Dacia i Helsinge. Han er – ligesom Morten – oprindeligt værkstedsuddannet og har tilbragt hele sit arbejdsliv i autobranchen.
Sven har længe haft drømmen om at blive selvstændig, og da muligheden bød sig, var han ikke i tvivl. Han glæder sig meget til at tage over og går til opgaven med stor glæde og engagement. Med sine 2 år i Tvergaard Biler kender han allerede mange af kunderne, og ser frem til at betjene både gamle og nye kunder i mange år fremover.
Morten slipper dog ikke helt. Han vil fortsat være en del af Tvergaard Biler – nu blot som ansat i stedet for arbejdsgiver. Efter mange år med det fulde ansvar og lange arbejdsdage, er tiden kommet til at tage et skridt tilbage og overlade chefansvaret til Sven.
👉 Alt øvrigt personale fortsætter uændret, så I vil møde de samme kendte ansigter som altid.
Vi ser frem til at fortsætte rejsen – nu i en ny konstellation – og håber, I vil tage lige så godt imod Sven som ejer, som I altid har taget imod Tvergaard Biler.
Endnu en gang: Glædelig jul og godt nytår
Sven og Morten