09/09/2026
“Jeg har altid godt kunne lide biler, og Porsche har skabt nogle utroligt smukke modeller (...) Og så er der dét med lyden. En Porsche har altid haft den dér tørre og raspende lyd, som er meget karakteristisk. Jeg ved det, fordi jeg selv har haft én.”
Sådan sagde Ghita Nørby, da hun gav et interview om den ikoniske Porsche 356 A tilbage i 2022. Den smukke, sølvgrå bil er kendt fra filmen “Baronessen fra benzintanken” fra 1960, hvor Ghita selv havde hovedrollen, men stjerner som Dirch Passer, Ove Sprogøe og Karl Stegger medvirkede også.
Denne bil rummer en helt særlig historie. Efter optagelserne blev den eksporteret til Sverige og solgt videre til USA, hvor den levede størstedelen af sit liv. For nogle år siden blev den opsporet af en dansk entusiast med kendskab til dens unikke fortid, og bilen blev hentet hjem til Danmark igen. I dag står den fuldstændig restaureret – præcis som dengang Ghita selv gav den gas foran kameraerne.
En dansk filmklassiker. En legendarisk lyd. En bil, der har krydset et helt hav – og fundet vejen hjem 🇩🇰